Få virksomheder vil sænke prisen
Går man og håber på lavere priser i supermarkedet, så bliver man slemt skuffet.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at blot 5% af virksomhederne i detailhandlen vil sænke prisen i de kommende tre måneder. Ser vi specifikt på virksomheder i fødevarehandlen, så vil 0% af dem sænke prisen.
Går man og håber på lavere priser i supermarkedet, så bliver man slemt skuffet. Ingen af virksomhederne i fødevarehandlen forventer i hvert fald at sænke priserne i den kommende tid, og det dufter ikke ligefrem af prisfald over en bred kam. Omvendt har de fleste nok bemærket, at det er blevet dyrere at lægge vejen forbi supermarkedet, da fødevarepriserne er steget med 5% det seneste år. Et lille plaster på såret i den henseende er, at mange samtidig oplever at få mere i lønningsposen, som imødegår en del af prisstigningerne på fødevarer.
I mere end et år har tæt på ingen virksomheder i fødevarehandlen forventet at sænke priserne. I perioden før det var der faktisk en høj andel af virksomheder, som forventede at sænke prisen, hvilket dog kun skete i rimeligt begrænset omfang. Strækker vi billedet til de seneste fire år, så er fødevarepriserne i dag omkring 28% højere, og det er altså blevet markant dyrere at handle ind. Prisstigningerne er dog gået ned i gear, og den samlede inflation befinder sig under 2% i øjeblikket.
Det seneste år er højdespringerne på prisbarometret, når vi taler fødevarer, blandt andet chokolade, kaffe og smør, som alle er steget mere end 20%. Omvendt er der også enkelte varer, som er faldet i pris det seneste år, som fx sukker og olivenolie.
Samlet set så tror vi ikke på, at der kommer lavere fødevarepriser i supermarkedet lige foreløbig. Det kan vi også se i producentpriserne, som i de seneste måneder er steget, mens også de globale fødevarepriser er steget næsten 7% det seneste år. Så der er ikke rigtig noget, som peger i retning af lavere fødevarepriser. Man skal dog også huske, at højere priser kun er den ene side af medaljen. De seneste tal for lønudviklingen på det private arbejdsmarked viser lønstigninger på 4,4% det seneste år. Det betyder, at lønningerne løber væsentligt hurtigere end prisudviklingen, og mange danskere dermed genvinder købekraft.