Inflationen falder i eurozonen
Og endnu vigtigere, så ser vi også det samme ske med kerneinflationen efter næsten et halvt års stilstand.
Friske tal fra Eurostat viser, at inflationen i eurozonen falder fra 2,5% i januar til 2,3% i februar. Kerneinflationen, som ser bort fra prisændringer på fødevarer og energi, faldt fra 2,7% i januar til 2,6% i februar. Kerneinflationen er en bekræftelse af den første opgørelse, mens den overordnede inflation lander en tak lavere end først forventet.
Inflationen i eurozonen peger lidt ned i februar. Og endnu vigtigere, så ser vi også det samme ske med kerneinflationen efter næsten et halvt års stilstand. Selvom inflationen endnu ikke er helt tilbage i mål, så er der kommet langt bedre styr på inflationen. Det har, sammen med sløje væksttal i fx Tyskland og Frankrig, banet vejen for, at Den Europæiske Centralbank, ECB, allerede har sænket renten seks gange på under et år. Vi forventer, at ECB kommer på banen med minimum en rentesænkning mere på denne side af sommerferien.
ECB har siden juni sidste år sænket indlånsrenten fra 4,00% til 2,50%. Det skyldes, at der er langt bedre styr på inflationen, mens tempoet i økonomien er lavt og med sløje væksttal. Fortsætter inflationen mod målsætningen på 2%, og viser økonomierne forsat svag vækst, så vil vi også se ECB komme med yderligere rentenedsættelser. Vi forventer, at ECB sænker renten minimum én gang yderligere før sommerferien.
De mange rentesænkninger fra ECB og Nationalbanken har stor betydning for mange danskeres privatøkonomi. Lavere renter hos centralbankerne betyder også lavere renter på fx realkreditlån. Mange danske boligejere med variabel rente fik et gedigent rentefald ved årsskiftet, hvor der blev barberet omkring 1%-point af renten. Og med forventning om fortsatte rentesænkninger kan der være yderligere rentefald i vente til næste rentefastsættelse til sommer.