Amerikansk inflation falder før toldkrig

Inflationen i USA falder og nu med en kerneinflation på det laveste siden 2021.

Manglende inflation luner i budgettet hos familierne

Netop of­fent­lig­gjor­te tal viser, at inflationen i USA falder til 2,4% i marts fra 2,8% i februar. Ker­ne­in­f­la­tio­nen, som er fratrukket energi og fødevarer, falder også, hvor den lyder på 2,8% fra 3,1% måneden før. Både inflation og kerneinflation falder mere end ventet. Dagens of­fent­lig­gø­rel­se er opgjort ved CPI-inflationen fra Bureau of Labor Statistics.

Inflationen i USA falder og nu med en kerneinflation på det laveste siden 2021. Men alt det her er før Trumps udmelding om højere toldsatser. Virkeligheden kan nu vise sig at være en anden, hvor de markante told­for­hø­jel­ser kan gøre ondt på de amerikanske forbrugere i form af stigende inflation og dermed højere priser. Det er umuligt at gøre slutregningen op på nuværende tidspunkt, da toldsatserne hele tiden udvikler sig i både omfang og tid, hvor en stor del af den nye told er sat på pause. Men pilen vil på et tidspunkt pege op for inflationen i USA med det, som lige nu er præsenteret i de nye toldsatser. Der kan dog nå at ske meget nyt i den kommende tid.

Den potentielt højere inflation vil stille den amerikanske centralbank, Fed, i et dilemma. Slaget til økonomien med de nye toldsatser og modsvar fra andre lande har potentialet til at ramme økonomien og ar­bejds­mar­ke­det, hvilket taler for lavere renter. Dagens tal viser, at inflationen er kommet mærkbart tættere på målsætningen, og det taler ligeledes for lavere renter. Men inflationen er endnu ikke helt i mål, og de nye toldsatser risikerer at sende inflationen at vandre opad igen. Det er vores forventning, og det taler alt andet lige for højere renter hos Fed.

Den amerikanske centralbank har sat ren­te­ned­sæt­tel­ser­ne på pause i 2025, hvor de har fastholdt renten i år. Det sker efter Fed i slutningen af 2024 sænkede renten med 1,00 procentpoint. Opmærksomheden er højaktuelt rettet mod de nye toldsatser, og det vil være det store tema for centralbanken i den næste lange periode og dermed også ren­teud­sig­ter­ne.

Relaterede artikler