Bankindlånet stiger i august
Danskernes opsparing holder altså fast i den opadgående spiral.
Nye tal fra Nationalbanken viser, at bankindlånet steg med 4 mia. kr. i august, så det samlede indlån nu lyder på i alt 1.250 mia. kr. Det er penge, som står på helt almindelige bankkonti i landets pengeinstitutter.
Bankindlånet rykker frem i august. Danskernes opsparing holder altså fast i den opadgående spiral, hvor der i årets første otte måneder er tilført 55 mia. kr. til den samlede formue. Det understreger danskernes robusthed og privatøkonomiske stabilitet. Fremgangen i bankindlånet bakkes op af et robust dansk arbejdsmarked med høj beskæftigelse, positiv udvikling på boligmarkedet og pæne lønstigninger.
Bankindlånet er steget med 55 mia. kr. i årets første otte måneder. Til sammenligning lød stigningen på 57 mia. kr. i samme periode i 2024 og 22 mia. kr. i 2023. Det samlede bankindlån svarer til, at hver voksne person over 18 år i gennemsnit har 257.000 kr. stående på sin bankkonto. Det er dog vigtigt at understrege, at fordelingen er meget ulige, og de fleste vil derfor ikke kunne genkende beløbet fra deres egen privatøkonomi.
Det ændrer dog ikke på, at vi danskere har en betydelig formue stående på almindelige bankkonti. Det er naturligvis fornuftigt at have en kontant reserve svarende til 2-3 netto månedslønninger til daglige udgifter og uforudsete begivenheder. Har man mere stående end det, og som ikke er øremærket til nærtstående forbrug, så vil det være oplagt at placere opsparingen på anden vis.
Her kan man med fordel overveje at investere pengene i fx aktier via en aktiesparekonto. Det kræver selvfølgelig, at man har de lidt længere briller på, og har risikoappetitten til det, men det vil være en overvejelse værd. Man kan også overveje, om midlerne kan anvendes til ekstraordinært afdrag på gæld, indskud på pension eller energioptimering af boligen.